Mistbænk
Mistbænke
Sidst i juni, har mistbænkene først givet en høst af feldsalat, radiser og spinat. Derefter har jeg sat kartofler, som snart er klare til gryden.Fra begyndelsen: Vi fik skiftet vinduer i starten af året, og selvfølgelig gemte jeg nogle af de gamle - man kan jo aldrig vide...
Det mest oplagte er selvfølgelig mistbænke; men jeg kunne ikke finde en plads til dem, indtil jeg kom i tanke om sydøstsiden af huset. Her var granitskærver i ca. 1 meters bredde og 6 meter langt - oplagt. granitskærverne blev lagt for 3 år siden for at kvæle skvalderkål i knæhøjde, og nu er det på tide at få noget mere liv i dette bed. Måske lidt meget slagskygge fra naboens hus, så selv bedet anlægges med skyggeplanter. Og som altid med vægt på insektvenlige planter.
Næste skridt var at google mistbænke, jeg troede bare det var minidrivhuse - og det er jo langt fra tilfældet. 'Mist' betyder møg på tysk og hele ideen er at varmen fra omsætningen af gødning frigiver varme og derfor kan man dyrke forårsbebuderne som spinat og radiser meget tidligt.
Selve kasserne er bygget af lærketræ (jeg købte en pæn portion reste-træ i den Blå Avis) med skelettet i 5 * 5 cm lægter og beklædningen af terrassebrædder. Hældningen er på ca. 20 grader.
Det største arbejde var at grave ud inder dem, jeg har lavet hullet ca. 40 cm under jordniveau. Der skal så hestegødning i bunden og 10-15 cm jord ovenpå. Jeg har tænkt mig at starte midt i februar, det er skønt med et projekt, hvor man kan gå tidligt i gang uden risiko for frost og hårdt vejr i marts / april.
Kommentarer
Send en kommentar